

Resumé
Børn med ADHD har svært ved at koncentrere sig. De er hyperaktive og impulsive. Omgivelserne føler sig ofte magtesløse og frustrerede over disse
børns vanskeligheder og adfærd. []Om børn og unge med ADHD[] giver en grundig gennemgang af forskellige interventions- og behandlingsmodeller,
som kan anvendes i skolen, i fritidsordningen og i barnets hjem.
Bogen berører mange facetter af behandlingen, herunder
medikamentel behandling, psykoterapi samt behandling i tæt samarbejde med barnets omgivende miljø, for eksempel i form af
forældre- grupper og familieterapi. Gennem hele bogen illustreres modeller og metoder ved eksempler fra behandlingsforløb
med forældre, børn og pædagoger. Bogen henvender sig til alle, der har berøring med børn og unge med ADHD: pædagoger, lærere,
psykologer, psykiatere, sygeplejersker, læger og forældre. Dorte Damm er psykolog på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital i Risskov.
Hun er specialist i børneneuropsykologi og psykoterapi. Per Hove Thomsen er professor ved Aarhus Universitet og overlæge på Børne- og Ungdomspsykiatrisk
Hospital i Risskov. Han har i flere år beskæftiget sig indgående med såvel ADHD som andre børne- og ungdomspsykiatriske
forstyrrelser. Af Per Hove Thomsen er tidligere udkommet []Om børn og unge med depression[]
(sammen med Merete Juul Sørensen) og []Om børn og unge med tvangssymptomer[].

